Primo Tours guide blog bliver skrevet af vores guider på destinationerne. På denne måde sikrer vi, at de bedste "live" informationer kommer direkte fra vores guider til vores kommende gæster. Følg med i vores guide blog og læs om alt det, du ikke kan læse dig til andre steder.
Nu er der kun få dage til, at vi tager hjem fra Samos, sammen med det sidste hold gæster… Og det synes vi egentlig er lidt vemodigt, da vi har haft mange rigtig gode oplevelser hernede, med både samarbejdspartnere, gæster og andre vidunderlige mennesker, som vi har mødt og tilbragt tid sammen med igennem de lidt over to måneder, vi har haft her på den skønne ø. Men alt har en ende, og det er tid til at sige farvel og tak, og pakke kufferterne… Vi kan måske få plads til at tage lidt af det gode vejr med hjem til Danmark, så vi også kan få lidt sommer, inden vinteren sniger sig ind over landet. Astrid skal til at starte på et studie i Århus, og jeg tager selv en sæson mere som guide, men denne gang i Østrig, som skiguide. Så vi må nok ligeså stille vænne os til at undvære den dejlige sol og varme vinteren over… Hvis vi ikke lige tager et smut med Primo Tours til Egypten i vinterperioden! Og så ved man jo heller aldrig, om turen en anden gang går til den fantastiske ø Samos. Der er i hvert fald stadigvæk ting, vi endnu ikke har fået set og oplevet. Men for nu, vil vi gerne sige tusind tak for en rigtig god sæson, og for at have fået lov til at være en del af så mange glade Primo Tours gæsters ferie! I har kun gjort os til bedre guider med jeres spørgsmål og fortællinger om de ture og steder, I selv har fået set igennem jeres ferie. Måske er vi så heldige, at vi ses igen en anden gang.
Mange hilsner og tak for denne gang fra Astrid og Josefine.
Vi skulle selvfølgelig også hilse fra Claus.
Selvom vi guider har meget at lave hernede på Samos, som jo er en ny destination for Primo Tours i år, har vi også lidt fri engang imellem… Og heldigvis for det, for så har vi en chance for at komme ud og se nærmere på Samos, som er en skøn ø, man bare forelsker sig mere i, jo mere man får set af den!
På min første fridag hernede kørte jeg rundt på øen på en ATV, sammen med en veninde. Vi startede med at spise en god brunch i Kokkari, som er den hyggeligste lille havneby på øen, hvor restauranterne ligger helt nede ved vandkanten. Herefter fortsatte vi op langs den nordlige side af øen, op imod bjergbyen Monelates, som har så smalle gader, at man ikke rigtig kan komme rundt med bilen i den. Til gengæld er den rigtig charmerende, og man har en fantastisk udsigt ud over hav og vinmarker deroppe fra! På vej derop kørte vi igennem det, der hedder Nattergaledalen, som føles helt regnskovsagtig at være i. Den kom vi igennem igen, da vi kørte op til vores næste stop, ved byen Ambelos. Her fandt vi et lille skilt, som viste os vej til et rigtig fint vandfald (se billede nedenfor) og en lille grotte.

Det var desværre ikke stort nok til at bade i, ligesom det der ligger i Potami, lidt længere vestpå, men til gengæld var vandfaldet lidt større end det man kan se i Potami. Grotten vi så i Ambelos kunne man ikke rigtig gå ind i og kigge nærmere på, så vi fortsatte turen ned til Pythagoras’ grotte, et stykke vest fra byen Kampos, i den sydvestlige ende af øen. Efter en lang køretur op af en noget kringlet grusvej, kunne vi ane trapperne op til grotten, hvor Pythagoras fandt vand (se billede nedenfor).

På vej op af trapperne så vi så pludselig en rød plet på et af trinene. Gik man bagefter ind her, af en lille sti, kunne man så klatre op til den grotte, hvor Pythagoras boede, da han skjulte sig for Polykrates og hans diktatur. Her kunne man gå ind igennem grotten og ud af et stort hul, hvor man kunne stå og nyde udsigten, hvis man ikke lider af højdeskræk (se billede nedenfor).

På en anden fridag gik turen så til den modsatte ende af øen, den nordøstlige del, lidt udenfor Samos By (også kaldet Vathi). Vi kørte til byen Vlamari, hvor vi fandt danskeren Ullas lille taverna (restaurant) ”O Kriton”, med danske flag i potteplanterne.

Hun kunne fortælle os mange gode historier fra hendes mange år på øen, og til dessert fik vi serveret friske figner fra haven. De mørke figner er en helt speciel sort, der findes her på Samos (se billede nedenfor), som i øvrigt smager rigtig godt.

Lige lidt længere henne af vejen, fra Ullas taverna, ligger der en ranch, hvor det er muligt, at man kan komme ud og ride på heste, på en arrangeret tur. Det er planen for den næste fridag… Men efter et godt måltid hos Ulla, sluttede vi dagen af ude ved en lille strandbugt lige udenfor byen i nærheden af Zoodochou Pigis klosteret, hvor der var et hav af små fiskerbåde (se billeder nedenfor).

Men der er mange flere spændende ting og oplevelser, man kan tage med sig hjem fra Samos, så det er bare om, der er fridage nok!
Så gik der allerede en måned hernede på Samos. En spændende måned, hvor vi virkelig har lært de lokale at kende; både på godt og ondt :)
Mentaliteten hernede i det græske er meget mere løssluppen og afslappet end hjemme i Danmark, hvilket jo passer helt perfekt til en ferie, hvor det gælder om at koble helt af fra den travle hverdag! Hver ting bliver gjort til sin tid, og kan det ikke nås i dag, jamen så kan det vel imorgen eller om 3 uger....
Til gengæld er befolkningen her på Samos ekstremt hjælpsomme, hvilket vejer helt op for den lidt lette holdning til alting. Her står der 10 lokale klar til at hjælpe allerede inden, man vidste, man havde brug for hjælp!
Selvom Samos er en utrolig lille ø, så har den så uendeligt meget at byde på! Overalt finder man små hyggelige byer, fantastiske udsigter, flotte monumenter og fine klostre. Så der er rig mulighed for at komme ud og være kulturel og lære lidt om Samos' historie og den græske kultur. Men der er noget for enhver smag. Der er nemlig også en flot sandstrand mellem Samos By og Pythagorio, hvor man kan få mange timer til at gå i solen!
Ellers er der kun lidt dyr, man skal holde lidt øje med - her taler jeg specielt om myg og fugle :) Myggene ved vi alle kan være lidt nærgående, men også fuglene kommer tæt på; Her taler jeg af erfaring, da en fugl pludselig mente, at min guidemappe var et godt toilet :)
Her på øen er der masser af charme! Det er en ø de fleste falder for med det samme!
Hej alle
Så er bloggen kommet på benene her på Samos.
Her vil alle kunne finde små historier fra vores dagligdag, samt tips og råd fra guiderne her på Samos.
Det har været en spændende opstart af destinationen, og må sige at alt ligner sig selv.
Boede på Samos i 2004, og der er stort set intet der har ændret sig siden. Det skulle lige
være ”wifi” klistermærkerne rundt omkring på diverse caféer. Det er de samme tjenere, udlejere, hoteldirektører man møder. Dejligt og charmerende, men også interessant. På den måde; om tiden virkelig er stået stille??
Samos er en ø hvor man tager den med ro. Det eneste tidspunkt man ser de lokale ha' lidt travlt er når de sætter sig bag rattet i deres bil, eller på deres scooter/mc.
Man siger godmorgen indtil kl 15, og tager tingene som det kommer. Hvis man søger fred og ro, er Samos det helt rigtige sted. Noget af det man man lægger mærke til er de forskellige udsigtspunkter der er rund omkring på øen. Er man heldig og finde frem til nogle af de afsides fiskerestauranter, kan man oftest nyde friskfanget fisk, mens havet slår ind mod kysten ganske tæt på. Skulle man vælge at køre en tur gennem bjergene, er det blandt andet muligt at holde et frokost-stop hvor der er en fantastisk udsigt!!
Din sikkerhed hos Primo Tours A/S: Rejsegarantifonden nr. 2187 - Rejsearrangører i Danmark