Palma bliver ikke kulturby

Palma de Mallorca er blevet slettet af listen af spanske byer, der søger om at blive Europas kulturby i 2016. Det spanske kulturministerium begrunder Palmas »forsvinden« med, at ansøgningskomiteen ikke havde gjort det tilstrækkeligt klart, at den handlede på vegne af Palmas byråd.

Reglerne for at ansøge er præcist formuleret af den nationale regering, og dem har Palma-komiteen ikke overholdt, hedder det i en erklæring fra regeringen. Afvisningen er særdeles skuffende for Balearernes regering, som havde håbet at profitere af kulturby-værtsskabet, der for alvor ville have sat Palma på Europas kulturelle landkort.

Oprindelig havde 16 spanske byer søgt om værtsskabet, men feltet er nu skåret ned til fem byer. Siden den årlige kulturby-udnævnelse blev lanceret i 1985, har kun en spansk by, Salamanca, opnået det eftertragtede prædikat.