Ansigtsløftning til Santiago del Teide

Den noget afsides liggende by på Tenerife, Santiago del Teide, har opsat nye vejviserskilte som en del af en generel ansigtløftning, der også omfatter åbningen af et turistkontor, restaurering af bygningsfacader og opsætning af informationstavler på strategiske steder i den gamle bydel med oplysninger om interessante lokaliteter.

Det er byens håb, at disse tiltag vil resultere i mere turisme og dermed også økonomisk aktivitet i denne del af Tenerife, som faktisk byder på mange historiske, etnologiske og arkitektoniske seværdigheder.

Santiago del Teide ligger på vestsiden af Tenerifes dominerende vulkanbjerg Teide, ca. en halv times kørsel fra turistområdet ved Playa de las Americas, og er et besøg værd, hvis man ønsker at opleve Tenerife på egen hånd.