Ekstremløb på Tenerife

Tenerifes officielle turistorganisation vil den 16. april være vært for et såkaldt ekstremløb, hvor den længste distance bliver 100 kilometer. Der bliver tale om fire forskellige ruter, der går både på kryds og tværs af øen og passerer de fladeste og de højeste punkter, fra havoverfladen til 3000 meters højde. Derfor har løbet fået navnet »Bluetrail, from sea to sky.«

Ultra Trail-ruten på 100 kilometer starter i Loc Cristianos på sydkysten og slutter i La Oratava på nordkysten. En anden rute, The Trail, er på 48 kilometer, mens Media Trail strækker sig over 27 kilometer. Endelig vil der blive en kort rute på otte kilometer. 

Løbet er en del af udviklingsplanen »Tenerife Volcanos of Life,« og dét betyder, at løberne kommer gennem øens mest berømte vulkanlandskaber, som derfor forventes at få større opmærksomhed end nogensinde før. Flere end 500 løbere ventes til start, heraf de fleste udlændinge, der vil medbringe familie og venner som hjælpere.

I vintermånederne rejser mange danskere til Tenerife i en eller flere uger for under optimale - og krævende - forholdt, at dyrke motion, måske for at forberede sig på et maratonløb eller en triatlon. Klimaet her er perfekt til sport, og det vilde landskab giver gode muligheder for højdetræning, mens familien hygger sig på et af de mange, lækre hoteller på vulkanøen.

Primo Tours arrangerer charterrejser til Tenerife med indkvartering i Costa Adeje og Playa de los Américas.