Den forkerte Chopin-celle

Turister i titusindevis,  mange verdensledere og internationale VIP's har i årevis besøgt den forkerte turistattraktion i Carthusian-klosteret i Valldemosa på Mallorca for at opleve, hvor og hvordan komponisten Frederic Chopin levede fra december 1838 til februar 1839 sammen med sin franske elskerinde, Amandine Aurore Lucille Dupin, baronesse af Dudevant. Dét er netop fastslået ved en retssag i Palma.

Forklaringen ligger dels i, at cellerne har fået nye numre, siden de overgik til privat eje, og dels i Chopin aldrig har spillet på det klaver, der er opstillet i »turistcellen.« Det simple Mallorca-klaver i cellen stammer nemlig fra midten af det 19. århundrede og blev altså først fremstillet længe efter Chopins tre måneder lange besøg. Han spillede i stedet på et forment fransk Pleyel-klaver, der blev sejlet til Mallorca fra Frankrig. 

Ejeren af den forkerte Chopin-celle, firmaet Ferra Capllonch, beskyldes nu for falsk markedsføring og er foreløbig dømt til at stoppe al sin markedsføring, fjerne det forkerte klaver og til at publicere korrektioner og undskyldninger i diverse medier.

Chopins Mallorca-besøg var én af hans mest produktive perioder musikalsk, idet han komponerede mindst otte store værker. Carthusian-klosteret kan besøges, hvis man tager med Primo Tours på charterferie på Mallorca.