Dubai

Pulserende storby og børnevenlige sandstrande

 

Info om Dubai og De Forenede Arabiske Emirater

Vi er stolte over at præsentere Dubai og De Forenede Arabiske Emirater som et nyt og spændende rejsemål, som kan opleves direkte fra Billund Lufthavn med danske rejseledere fra januar 2024.

Vi har fundet et varieret udvalg, så du kan finde præcis den ferie, du drømmer om. Vælg imellem den moderne storby Dubai eller gyldne sandstrande og store familievenlige hoteller i Ras al Khaimah eller Fujairah.

Med kun 6 timers flyvetur er du sikret en solrig og varm vinterrejse med masser af afslapning, kendte seværdigheder og spændende oplevelser for alle aldersgrupper.

Læs mere

REJSER TIL DUBAI OG DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER

Vi er stolte over at præsentere Dubai og De Forenede Arabiske Emirater som et nyt og spændende rejsemål, som kan opleves direkte fra Billund Lufthavn med danske rejseledere fra januar 2024.

Vi har fundet et varieret udvalg, så du kan finde præcis den ferie, du drømmer om. Vælg imellem den moderne storby Dubai eller gyldne sandstrande og store familievenlige hoteller i Ras al Khaimah eller Fujairah.

Med kun 6 timers flyvetur er du sikret en solrig og varm vinterrejse med masser af afslapning, kendte seværdigheder og spændende oplevelser for alle aldersgrupper.

Dubai - en by fuld af fantastiske kontraster

Dubai, også kaldet Mellemøstens Miami, er en by fyldt med bemærkelsesværdige kontraster. Den eksotiske by er en ud af de syv Emirater, som til sammen danner de Forenede Arabiske Emirater. Byen, vil med garanti forbløffe dig med sin helt unikke blanding af tradition og modernitet. Fra det øjeblik du sætter fod i denne mellemøstlige perle, bliver de slående modsætninger tydelige. Her finder du ultramoderne arkitektur, højteknologisk indretning og luksus af en anden verden. Høje skyskrabere, som den ikoniske Burj Khalifa, strækker sig mod himlen og symboliserer byens stolthed og ambition. Den bjergtagende arkitektur og de imponerende infrastrukturer giver en følelse af at være i en teknologisk avantgarde. Men midt i denne moderne pragt finder man også en dybt forankret kulturel arv, der står i skarp kontrast til det højteknologiske miljø. Gamle souk’er, som er traditionelle arabiske markeder, er et glimrende eksempel på byens traditionelle side - og de er helt sikkert et besøg værd.

Dubai byder også på betagende naturlige kontraster. Fra de uberørte sandklitter i den bølgende ørken til de smaragdgrønne oaser, der bryder igennem det golde landskab. Naturens skønhed i og omkring Dubai er intet mindre end overvældende.

Dubai er en by, der på enestående vis balancerer mellem det gamle og det nye, mellem tradition og innovation, og mellem menneske- og naturskabte vidundere. Rent fysisk bliver byen også delt op i to - en gammel og en ny bydel, delt ad floden Dubai Creek. Den ene side kaldes Bur Dubai og den anden Deira. Det er denne harmoniske blanding af kontraster, der gør Dubai til et unikt rejsemål og en oplevelse, der bliver hængende i sindet længe efter besøget.

Der bor i alt 9,2 millioner mennesker i de Forenede Emirater, hvoraf 7,8 millioner af dem er tilflyttere, som har bosat sig her. I Dubai bor der omkring 3,3 millioner mennesker, hvoraf omkring 20% bliver betegnet som lokale eller indfødte. Derfor finder du her et multikulturelt mekka og en by som opleves vestlig, da folk strømmer til fra hele verden.

Ras al Khaimah – et familievenligt feriemekka med gyldne sandstrande

I Ras al Khaimah, som er den nordligste af de 7 emirater, venter der dig lækre hoteller med sandstrand, hyggeligt byliv og adrenalinfyldte oplevelser for hele familien. Ved Ras al Khaimah ligger desuden Marjan Island, som er fire menneskeskabte øer hvor du finder diverse store hoteller og resorts beliggende direkte ned til sandstranden. Dette er et utrolig populært ferieområde, og her finder man alt man skal bruge til en rigtig go’ ferie.

Byen er den 6. største ud af 7 emirater i De Forenede Arabiske Emirater, og har godt og vel en kvart million indbyggere. Det betyder, at byen er mindre og føles mere autentisk arabisk end de større byer som Dubai og ikke nær så turistet. Alt foregår i et roligere tempo, og man føler, man er tættere på det ægte, arabiske hverdagsliv.

Ras al-Khaimah er delt op i en gammel og en ny bydel af en flod, som løber hele vejen gennem byen. I den gamle bydel finder du nationalmuseet og byens souk, som er et traditionelt arabisk marked. I den nye bydel finder du lækre restauranter, dyre butikker, shoppingcenter og flot arkitektur.

Ud over fantastiske kulturelle oplevelser byder Ras al-Khaimah og det omliggende område også på utrolige naturoplevelser. Byen betragtes nemlig som den smukkeste af alle de syv emirater og byder på alt lige fra golde ørkenlandskaber til de utrolige Hajar-bjerge og gyldne, smukke sandstrande.

Fujairah – Naturlig skønhed og sandstrande til de mindste

Leder du efter en destination, som er perfekt til både børn og voksne, behøver du ikke kigge længere. Fujairah er den mindste ud af de syv emirater, og her finder du en smuk, rolig og fascinerende by. Fujairah ligger, i modsætning til Dubai og Ras al-Khaimah, på østkysten af Omanbugten og er kendt for sin fantastiske naturlige skønhed til lands såvel som til vands. Derudover byder byen også på enestående, kulturelle oplevelser.

Fujairah byder på spektakulære strande med krystalklart vand og blødt, kridhvidt sand. Det er et paradis for solbadere og vandsportsentusiaster, og du kan nyde aktiviteter som dykning, snorkling og sejlsport. Fordi byen ligger på østsiden, byder det varme, rolige havvand på fantastiske dykkermuligheder og et mere rigt havliv og koralliv end i den Arabiske Golf. Strandene er typisk også dejligt lavvandede, hvilket gør Fujairah til en suveræn destination for børnefamilier.

Derudover er byen den eneste ud af de syv emirater, som er omgivet af bjerge, hvilket også adskiller byen fra de andre. Her har du mulighed for at komme ud og opleve fantastiske vandrestier og naturskønne udsigtspunkter, eller blot betragte de dramatiske silhuetter af Hajar-bjergene fra byen.

Kulturen i Fujairah er rig og mangfoldig. Du kan udforske de lokale souks og shoppe efter traditionelt arabisk håndværk, krydderier og meget andet. Her kan du også nyde autentisk arabisk mad og drikke. Prøv f.eks. de lækre, lokale fladbrød, friske dadler eller grillet kød krydret med alverdens velsmagende og -duftende krydderier.

Byens museer, som f.eks. Fujairah Museum, giver et indblik i områdets historie og kultur, og er helt sikkert et besøg værd.

Alt i alt byder Fujairah på en enestående blanding af naturlig skønhed, historie og kultur. Uanset om du er på udkig efter afslapning på stranden, eventyr i naturen eller en dybdegående oplevelse af den arabiske arv, vil Fujairah ikke skuffe dig.

Strandferien venter – strande i Dubai og de Forenede Arabiske Emirater

Dubai er ikke kun kendt for sine skyskrabere og fascinerende kultur. De har også et bredt udvalgt af nogle helt fantastiske strande. Fælles for dem alle er, at de kridhvide sandstrande med azurblå vand, der lægger sig som et bælte omkring den sprudlende by, indbyder til afslapning i den bagende sol. At anbefale er blandt andet strandende Jumeirah Open Beach, som er Dubais største strand, Jumeirah Beach Park og JBR Beach, som har den bedst beliggenhed i hele byen - placeret lige for enden af ”The Walk”, som er et hyggeligt strøg ved Dubais marina.

Ras al-Khaimah og Fujairah er kendt for sine smukke, gyldne sandstrande og behagelige badevand. På Marjan Island ved Ras al-Khaimah findes der smukke sandstrande uanset hvilken retning du kigger i, og tager du på stranden i Ras al-Khaimah, er en klar favorit Flamingo Beach. Strandene ved både Ras al-Khaimah og Fujairah er særligt velegnet for børnefamilier, hvor den lavvandede strandkant indbyder til leg, fornøjelse og afslapning for børn og barnlige sjæle.  Derudover er der flere steder rundt omkring på strandene, hvor du har mulighed for at prøve en variation af forskellig vandsport. Især havvandet omkring Fujairah egner sig rigtig godt til at gå på opdagelse under havets overflade.

Kulinariske oplevelser i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater

Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er et sandt paradis for gastronomiske oplevelser. Området er hjemsted for et utal af lækre restauranter og spisesteder, der tilbyder en bred vifte af kulinariske oplevelser. Gastronomien i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er en fusion af forskellige kulturer og køkkener fra hele verden. Du kan finde alt fra autentisk arabisk mad til internationale specialiteter.

Når du er på ferie i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater, må du ikke snyde dig selv for at prøve de lokale arabiske retter, som er et højdepunkt i deres gastronomi. Traditionelle retter som hummus, falafel, shawarma og kebab kan findes på mange gadehjørner og restauranter. For de eventyrlystne er der også mulighed for at prøve lokale delikatesser som kamelkød eller de lækre dessertkager, baklava.

Dubai er også kendt for sine luksuriøse restauranter, der tilbyder en udsøgt spiseoplevelse. Dem kan du blandt andet finde omkring Burj Khalifa og Dubai Mall, men også mange andre steder kan du opleve fornemme restauranter og gourmetmad, som du drømmer om i flere uger efter. Desuden findes der på hotellerne rigtig lækre a la carte restauranter, som både lokale og turister kommer kørende til for at opleve.

Derudover er der i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater også plads til street food og lokale markeder. Madboder og madvogne findes i hele området, hvor man kan smage lækkerier som grillet kød, friskfanget fisk og farverige frugter. Rejsemålet byder altså på noget for enhver smag og ethvert budget - uanset om du er på udkig efter eksklusive gourmetoplevelser eller autentisk street food. Her åbner sig en verden af muligheder for fantastiske, eksotiske oplevelser. Det handler bare om at slå til.

Oplevelser i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater

Al Fahadi - Dubais gamle kvarter

Når du besøger Dubai, må du ikke snyde dig selv for et besøg i byens gamle og historiske kvarter, Al Fahadi. Kvarteret ligger i Bur Dubai lige ved bredden af Dubai Creek, og når du besøger den gamle bydel, vil det føles som at rejse tilbage i tiden. Her vidner traditionelle vindmølletårne, små fiskerbåde, kaldet dhowbåde, som driver langsomt rundt på floden og originale bygninger i gips om Arabiens fortid. Dette historiske kvarter vidner om den store kulturarv, som Dubai bærer, samtidig med at den moderne skyline i baggrunden vidner om ambitionerne for byens fremtid.

Besøg de traditionsrige Souk’er

Er du ude efter en autentisk arabisk oplevelse, må du ikke gå glip af de ikoniske Souk’er. En Souk er er et virvar af gader, gyder og smalle passager med massevis af små butikker og boder, som vil sætte dine sanser på prøve. Her kan du opleve den pulserende handel, farverige basarer og arabisk gæstfrihed, der har været en del af Dubais historie i århundreder. Og det bedste af det hele er, at der findes en specifik Souk, alt efter hvad du går efter. Vil du handle guld, tager du til guld-Souk’en. Vil du handle tekstiler, tager du til tekstil-Souk’en. Og vil du handle krydderier og andre lækkerier, tager du til Spice-souk’en.

Verdens højeste bygning og verdens største shoppingcenter

Burj Khalifa i Dubai er et af verdens mest imponerende bygningsværker, og det er uden tvivl et spændende sted at besøge. Denne skyskraber er ikke kun verdens højeste bygning, den byder også på en række oplevelser, der gør det værd at tage turen derop. Først og fremmest kan du nyde den spektakulære udsigt fra et observationsdæk i Burj Khalifa, som ligger intet mindre end 555 meter over jorden. Når du står deroppe, kan du betragte Dubais betagende skyline og den endeløse ørken, hvis gyldne bølger af sand strækker sig så langt øjet rækker. Udsigten er intet mindre end enestående og giver et helt nyt og anderledes perspektiv på byen.

Derudover byder Burj Khalifa også på en unik oplevelse ved blot at tage elevatoren til toppen. Elevatoren er en af de hurtigste i verden, og bringer dig op til observationsdækket, som ligger på etage 148 på ingen tid. Det er en spændende og adrenalinfyldt tur, der får hjertet til at slå hurtigere.

Når du besøger Burj Khalifa, har du også mulighed for at udforske det omkringliggende område. Her finder du det berømte Dubai Mall, der er et af verdens største indkøbscentre - hvis ikke det største. Her kan du shoppe i luksuriøse butikker, som sælger alt, hvad modehjertet og shoppegenet begærer. Du kan også nyde gourmetmad på restauranter i verdensklasse eller endda opleve et fascinerende vand- og lysshow ved Dubais berømte springvand ”The Fountain”.

Manar Mall

Ønsker du at shoppe på din ferie, kan et besøg hos Manar Mall anbefales. Manar Mall er byens største shoppingcenter og byder på alt lige fra fastfood restauranter, et stort legeområde til børnene og diverse mode- og luksusbutikker. Manar Mall ligger i den centrale del af Ras al Khaimah på en imponerende strandpromenade.

Tag på ørkensafari og få vind i håret

Er du mere eventyrlysten, kan du bruge en eftermiddag på ørkensafai i det omkringliggende ørkenlandskab. Her er der mulighed for at køre ATV, ride på kameler, dune-surfe, som er surfing ned ad sandbankerne og meget mere. Her får du rig mulighed for at få en oplevelse med fart over feltet op og ned ad de gyldne sandbanker.

Det kulturelle Dubai

I Dubai er der også rigeligt at tage fat på for den kultur- og museumsinteresserede. Du kan eksempelvis bruge en spændende aften eller eftermiddag på Dubai Museum, som er byens største og ældste museum. Bygningen er bygget helt tilbage i 1787, og her kan du opleve hvordan den traditionelle livsstil var i Dubai mange år tilbage i tiden.

Jais flight - verdens længste zipline-bane

Er du vild med et godt adrenalinsus, må du ikke gå glip af verdens højeste og længste zipline. Her er du garanteret en oplevelse ud over det sædvanlige! Forestil dig at flyve over to kilometer med en hastighed på op til 150 km/t over det smukke, arabiske landskab. Hvor fantastisk lyder det ikke?

Al-Bidyah moskéen (den ældste moské) og Fortet i Fujairah

Historieentusiaster vil ligesom i Dubai og Ras al-Khaiman finde stor glæde i Fujairahs overflod af historiske steder og kulturelle skatkamre. Byen er hjemsted for flere af emiraternes vigtigste historiske områder og huser blandt andet den ældste moské i De Forenede Arabiske Emirater, Al-Bidyah-moskéen. Den stammer tilbage fra det 15. århundrede, og er et unikt eksempel på datidens utrolige arabiske arkitektur. Du finder også Fortet i Fujairah, der, med sin sceniske beliggenhed på en bakketop omgivet af en daddelplantage, helt sikkert vil fascinere. Fortet er ikke kun smukt at besøge, men har også en spændende historie og er blandt andet blev brugt til at kæmpe mod angreb fra briterne tilbage i det tidlige 20. århundrede. Derudover giver det et unikt indblik i traditionel arabisk arkitektur.

Suwaidi pearls

De Forenede Arabiske Emirater og især Ras Al Khaimah har en ekstraordinær historie indenfor perlefiskeri, som strækker sig over syv århundreder tilbage i tiden. Stadig den dag i dag bliver perlefiskeri betragtet som en af De Arabiske Emiraters kulturelle hjørnesten. Og for at fejre den lange tradition om perlefiskeri i Ras Al Khaimah, åbnede forretningsmanden Abdulla Al Suwaidi Suwaidi Pearl Farm til ære for sin afdøde bedstefar, Mohammed. Abdulla husker at se til i ærefrygt, mens hans bedstefar forsvandt ned under vandoverfladen i minutter ad gangen og returnere med små, skinnende skatte. Abdulla var overbevist om, at hans bedstefar var halvt mand og halvt fisk, og hans perlefiskeri-farm er i dag helt bestemt et besøg værd.

Dhayah fort

Dhayah Fort, som er en borg- eller slotslignende ruin, er på UNESCOs verdensarvsliste. Ruinen står stolt midt i det golde landskab og danner centrum for en frodig oase fyldt med daddelplanter. Ruinen kan derudover prale af en spektakulær udsigt fra bjergene ud over palmer og grønne områder, til nabolandet Oman og helt ned til havet.

Al Jazeera Al Hamra - Spøgelsesbyen

En smule syd fra Ras al-Khaimh finder du den forladte by Al Jazeera Al Hamra. Byen har været ubeboet siden 1968, og står den dag i dag, som da den blev forladt for mange år siden. De mange slidte og forladte bygninger giver et indblik i hvordan livet var inden De Forenede Arabiske Emirater blev dannet i 1971. Dog er det ikke kun for at mærke historiens vingesus, at turisterne besøger den forladte by, men også for at mærke suset fra det hinsides. Det siges nemlig, at de lokale har oplevet flere mystiske og overnaturlige ting i de forladte gader. Særligt byens moske har ry for at være hjemsøgt.

Mohammed Bin Salem moske

Nyere arkæologiske udgravninger har afsløret resterne efter en gammel moske, kaldet Mohammed Bin Salem Moske, som blev ødelagt tilbage i 1820 under den britiske besættelse. Mange år senere er moskeen blevet udgravet og restaureret ved hjælp af den traditionelle byggemetode, hvor man lægger gips over koralblokke og strandsten. Inde i midten af den smukke moske finder du en samling af søjler med små, indbyggede nicher og et smukt loft i palme- og mangrovetræ. Alt i alt giver moskeen en intim og charmerende oplevelse.

Golf i Dubai

Er du golfinteresseret, er Dubai helt sikkert noget for dig. På kort tid er byen nemlig blevet hjemsted for 12 af verdens smukkeste og bedste golfbaner. Vi kan blandt andet anbefale, at du prøver banerne Dubai Creek Golf & Yacht Club, The Els Club, The Montgomerie Dubai Golf Club eller Emirates Golf Club. Fælles for dem alle er, at banerne er af højeste kvalitet og ligger som små, grønne oaser spredt ud over Dubais ørkenlandskab. I øvrigt er Emirates Golf Club en bane, hvor flere store golfspillere har fejret triumfer. På netop denne bane sejrede den danske golfspiller Thomas Bjørn eksempelvis over Tiger Woods tilbage i 2001. Så tager du på golfferie til Dubai, giver du dig selv muligheden for at få en kulturel og luksuriøs golfoplevelse uden lige.

Det bedste tidspunkt for en golfferie til Dubai er i december-februar, hvor temperaturen er lavest. Her ligger den gennemsnitlige dagtemperatur på omkring 25 grader.

Alternativt kan du også tage med Primo Tours til den Portugisiske ø Porto Santo i vinterhalvåret og spille golf.

Værd at vide om ferien til Dubai og De Forenede Arabiske Emirater

Når du besøger Dubai og De Forenede Arabiske Emirater er du garanteret en masse unikke oplevelser. Ikke kun grundet de utrolige kontraster i bybilledet, de smukke sandstrande og fænomenale kulinariske oplevelser, men også fordi den mellemøstlige kultur, som hersker her, er en smule anderledes end den kultur, vi kender fra Nordeuropa. Derfor har vi samlet de vigtigste ting at vide som turist, når du besøger Dubai.

1. En god tommelfingerregel er altid at tilpasse sig den religion og kultur, som er dominerende i det land, man besøger. I Dubai er den mest udprægede religion Islam, ligesom hvis du rejser til Alanya eller Side i Tyrkiet. Husk din sunde fornuft, så kan du komme langt.

2. Rygning er lovligt så længe det kun er almindelige cigaretter. E-cigaretter og lignende er forbudte.

3. Indtagelse af alkohol og beruselse i det offentlige rum er forbudt. Besøg i stedet en af de mange fantastiske restauranter eller barer, som ligger rundt omkring, og som har en alkohollicens.

4. Det er ikke tilladt at rejse rundt på egen hånd i Dubai før man er fyldt 21 år. Hvis du er under 21 år, skal du rejse med en voksen for f.eks. at kunne tjekke ind på dit hotel.

5. I Dubai er det normalt at betale 10-15% i drikkepenge, når du f.eks. er ude at spise.

Vejret i Dubai og De Forenede Arabiske Emirater

Dubai, De Forenede Arabiske Emirater har et tropisk og varmt ørkenklima med sol året rundt, hvilket gør rejsemålet til den perfekte destination for en ferie i vintermånederne. Om vinteren har Dubai en behagelig dagtemperatur på gennemsnitligt 25-30 grader, mens havvandets temperatur ligger på omkring 20 grader. Perfekt til en forfriskende pause, mens du ligger og daser på en af de lækre, hvide sandstrande.

Valuta

Valutaen, man bruger i Dubai, De Forende Arabiske Emirater er den lokale mønt dirham. Her svarer 1 dirham til ca. 1,87 kr. Ofte kan du godt bruge visa eller MasterCard på større hoteller, moderne restauranter, butikker osv., men kommer du ud til de lokale markeder, små madboder eller kiosker, er det en god ide at have kontanter med.

Transport

Transport i Dubai kan være relativt dyrt, især hvis du foretrækker at tage taxaer eller privat transport. Offentlig transport såsom metroen i Dubai fungerer rigtig godt, og er en nem og billig måde at bevæge sig rundt i byen på. Der findes nemlig kun to forskellige linjer, en rød og en grøn. 

Tidsforskel

I Dubai er der 2 timers tidsforskel.
Kl. 12.00 i Danmark er kl. 14.00 i Dubai