Mytologi

De mange historier om de græske guder og deres indbyrdes kampe, kærlighed og familier er kendt over det meste af verden. De græske guder adskiller sig ikke særlig meget fra mennesket. De lider også sommetider under jalousi og hævntørst, men besidder samtidig også mange positive egenskaber, såsom kærlighed og medmenneskelighed, ligesom mennesket.

Den øverste gud er Zeus, der ses som gudernes konge. Han tog magten fra sin far, Kronos, ligesom Kronos i sin tid tog magten fra sin far, Uranos.

Hver af de græske guder har sit eget særlige virkefelt. For eksempel er Hera ægteskabets gudinde, Zeus står for lov og orden, Afrodite for kærlighed, og så videre.

Guderne kom af den samme familie, men det betød ikke, at de var enige, eller at de altid kæmpede på samme side i krige. I Homers Iliade (Homer var en tidlig græsk digter, og Iliaden er et af hans værker, der skildrer et udsnit af krigen om Troja), kæmper guder og mennesker både sammen og imod hinanden. Der er blandt andet historien om kærlighedsgudinden, Afrodite, som har hjulpet prins Paris med at bortføre den skønne Helena til Troja. Apollon og Zeus støtter prins Paris og trojanerne, mens grækerne blandt andre bliver støttet af Hera og Athene.

De regerende guder var de 12 olympiske guder, også kaldet Olymperne; Zeus, Hera, Poseidon, Demeter, Athene, Hephaistos, Ares, Afrodite, Apollon, Artemis, Hermes & Dionysos. Disse 12 guder forlangte tilbedelse fra alle. Enhver der ikke, på den ene eller den anden måde, levede op til, hvad disse guder mente var passende adfærd, blev hårdt straffet.

Den græske mytologi begyndte ved Chaos. Chaos er en antik græsk betegnelse for den mytologiske urtilstand, hvorfra de første guder opstod, og hvoraf verdensordenen blev dannet. I senere kulturer har ordet skiftet betydning, og i moderne tid betyder ordet kaos snarere uorden eller tilfældighed. Dette gjaldt ikke for græsk mytologi, hvor Chaos var begyndelsen til alt.              

Chaos var den første og mørke intethed, som eksisterede før alt andet, og alt andet blev skabt ud af det. Ud af det uforklarlige Chaos, skabtes først Nyx (som betyder natten) og derefter Erebos (som betyder mørket). Nyx og Erobos var de første og eneste skabninger, der eksisterede, og de fik børn sammen. Det yngste af disse børn var Gaia. Gaia var Moder Jord. Hun var mor til alt det levende; menneskene, guderne, monstrene, kykloperne, Okeanos (havstrømmen) og Pontos (havet) og mange flere.

Gaia fødte også selve himlen, Uranos, som hun giftede sig med, og gennem deres ægteskab blev titanerne skabt. Gaia fik også børn udenfor ægteskabet, for hun var nemlig tvekønnet, og derfor i stand til at befrugte sig selv. Derudover kunne Gaia også se alt, hvad der skete på jorden. Det er ikke så underligt, da hun jo faktisk var jorden. I og med at hun eksisterede uden for tid, kunne hun se både for- og fremtid. Hun var derfor synsk, og altså også det første orakel i Delphi.

Man kan sige, at Gaia og Uranos på denne tid var overhovederne i den græske mytologi. Efter nogle år begyndte titanerne at længes efter den magt, som deres forældre, Gaia og Uranus, besad. Den yngste søn, Kronos, indledte et oprør mod forældrene. Kronos og de andre titaner fik her hjælp af Gaia. Hun var nemlig godt træt af sin mand, Uranus.               
Gaia kunne godt lide at være mor og ønskede sig flere børn. Hendes mand, Uranus, ønskede sig derimod ikke at få nogen børn. Han begravede dem derfor levende i jorden. Gaia er som sagt Moder Jord, og jorden er dermed Gaias krop. Det forvoldte hende derfor stor smerte, når hendes børn blev begravet i hendes krop. 
Da disse smerter blev for meget for Gaia, lavede hun en kniv til sin søn, Kronos, som han overfaldt sin far med. Kronos kastrerede sin far, Uranus, med kniven. Det afhuggede lem blev smidt i havet og ud af sæden fødtes Afrodite. Ud af det blod, der

dryppede på jorden opstod erinyerne (skæbnegudinder) og giganterne. Uranos forbandede sin søn, og spåede at samme skæbne ville ramme ham. Det skal dog lige understreges, at Uranus kun fik taget sin magt fra sig. Som gud levede han videre, dog uden sit lem. J

Efter at Kronos fik tilkæmpet sig magten fra sin far, giftede han sig med sin søster, Rhea. De græske guder gik ikke så meget op i, om de var i familie med hinanden eller ej. Han fik derfor seks børn med sin søster. Børnene var: Hestia, Demeter, Hera, Hades, Poseidon og Zeus. De kaldtes for kroniderne, altså børn af Kronos.

Som nævnt spåede Uranus, at Kronos også ville blive væltet af et af sine egne børn. Af frygt for at dette skulle ske, valgte Kronos at sluge sine børn levende, så snart de blev født. Dog snød Rhea ham ved den sidstfødte søn, Zeus. Hun gav i stedet Kronos en sten svøbt som et spædbarn. Derefter flygtede hun til Kreta, hvor hun fødte Zeus. Zeus voksede op på Kreta uden at Kronos vidste det. Som voksen gav Zeus sin far et brækmiddel, så han brækkede alle hans søskende, altså kroniderne, op igen.

Kroniderne, med Zeus i spidsen, indledte en kamp mod titanerne, som kroniderne vandt. Ganske rigtigt, som det blev spået af Uranus, mistede Kronos magten til et af sine egne børn. Zeus og hans søskende overtog nu verdensmagten, og dermed titanernes plads på Olympen.

Gaia, kronidernes mor, var dog ikke tilfreds med de nye herskere, og hun gik derfor i krig mod dem. Hun skabte Tyfon, som var det allerstørste barn hun fødte. Han var højere end de største bjerge, og hans hoved ramte stjernerne på himlen. Tyfon gik i kamp mod de olympiske guder. Han spyede kæmpe flammer og ud fra hans krop voksede hundredvis af slanger. Han havde også tusindvis af vinger.

Zeus troede, at den bedste måde at bekæmpe Tyfon på, var at gøre det af med ham i nærkamp. I nærkampen skar Tyfon Zeus’ knæhaser af og gemte dem i en grotte. Derefter lokkede Zeus Tyfon til at drikke en eliksir bestående af urten ”kun-en-dag”. Han lod Tyfon tro, at eliksiren ville gøre ham uovervindelig, men i stedet for at blive uovervindelig, havde Tyfon nu kun en dag tilbage at leve i.

Derefter jagtede Zeus sin halvbror Tyfon hele verden rundt med lyn, indtil han faldt død om på Sicilien. Der begravede Zeus ham under vulkanen Etna.

Gaia var rasende på sin søn, Zeus, og hun fødte giganterne. Giganterne var enorme, menneskelignende skabninger med slanger i stedet for ben. Giganterne forsøgte at bekæmpe de olympiske guder ved at smide kæmpe klipper og hele egetræer i flammer mod Olympen.

Giganterne ledte samtidig også efter ”livets urt”, som er en urt, der gav udødelighed. Zeus forsøgte at forhindre dette ved at standse Helios (Solguden). Men giganterne fortsatte bare med at lede i mørke om natten i stedet.

Zeus og de andre olympiske guder kunne ikke bekæmpe giganterne. I hvert fald ikke alene. Igennem en spådom havde de fået at vide, at giganterne kun kunne besejres, hvis de fik hjælp af en dødelig. Derfor fik de hjælp af Herkules (han er søn af Zeus og hans mor er en dødelig menneskekvinde). Herkules dræbte den ene af giganterne, Alkyoneus, ved at smide ham i det Ægæiske Hav. Derefter besejrede de olympiske guder nemt giganterne.

Efter at Zeus først besejrede sin far og derefter giganterne, delte han verdenen ud imellem sig selv og sine brødre. Poseidon fik havet, Hades underverdenen og Zeus, der herskede over den menneskelige verden, bosatte sig på bjerget Olympen. Det var derfor, man kaldte disse guder for de olympiske guder.