Et skønt, familiedrevet hotel med mange faciliteter til både store og små. Hotellet ligger i et fredeligt og landligt område med en privat strand, og i hotellets vandland kan børn fra 3 til 12 år slå sig løs mellem mindre rutsjebaner og vandplask (maj-september).
Beliggenhed
Miramare Hotel Eretria ligger i smukke, landlige omgivelser ved Evias kyst ca. 4 km fra den lille by Eretria, som er samlingspunkt for områdets turister, der søger mod de hyggelige spisesteder og barer ved vandet. En taxi til Eretria koster omkring 10 Euro, og der kører også lokale busser lige udenfor hotellet.
Miramare Hotel Eretria har sin egen private strand, der ligger 200 meter fra hotellet. Stranden kan nemt og sikkert tilgås via en underjordisk tunnel, og fra stranden har du en skøn udsigt over havet og det græske fastland.
Der er kun halvanden times kørsel til den græske hovedstad, Athen, hvor store kulturelle og historiske oplevelser venter. Du kan også besøge den græske provinsby Chalkida, som ligger 25 km nordvest for hotellet. Chalkida har en gågade med både internationale mærkevarer og lokale specialiteter.
Faciliteter
Miramare Hotel Eretria er omkranset af fine, frodige haver, der bidrager til den hyggelige og afslappede atmosfære. På hotellet finder du også to swimmingpools, som ligger omkring hotellets hovedbygning. Ved den ene swimmingpool ligger hotellets poolbar, hvor du kan nyde kølige drikkevarer og lette snacks under pergolaerne, der er beklædt med smukke planter.
Hotellets yngste gæster 3-12 år kan boltre sig i de små vandrutsjebaner, der findes i hotellets eget, gratis vandland, som ligger bag ved værelsesbygningerne.
OBS - vandlandets åbningstider er sæson- og vejrafhængige, og vandlandet kan være lukket i ydersæsonen og på dage med ustadigt vejr. Typisk åbner vandlandet medio maj og lukker medio september. Rejser du i i ydersæsonen og ønsker mere detaljeret information, bedes du kontakte os. Vandlandets daglige åbningstider oplyses ved ankomsten.
På Miramare Hotel Eretria er både børn og voksne godt underholdt. Rundt omkring på udeområderne tilbydes et hav af aktivitetsmuligheder, lige fra tennis, bordtennis, beachvolley, petanque og basketball til billard og gratis fitnessrum. Der findes også en fin lille legeplads med gode skyggemuligheder. Derudover kan du deltage i hotellets arrangementer, der spænder bredt fra filmaften i børnehøjde til græsk aften med musik og dans. Dette foregår typisk på fransk.
På hotellets private strand, som ligger på modsatte side af kystvejen, kan du slappe af og nyde en forfriskende dukkert i havet. Her findes gratis liggestole og parasoller, og strandhåndklæder kan lånes uden beregning.
Der er gratis WiFi på hotellet. Vi gør opmærksom på, at internetforbindelsen i Grækenland kan variere, og udfald kan forekomme.
Værelser
Dobbelt- og familieværelserne er placeret i de tre værelsesbygninger, som ligger i forlængelse af hovedbygningen op mod vandlandet. Bygningerne har to etager og ingen elevator.
Alle værelser indeholder badeværelse med enten bruser eller badekar, køleskab, TV, hårtørrer, gratis aircondition, gratis WiFi, safety boks og balkon eller terrasse. Indretning og møblement kan variere fra værelse til værelse.
Dobbeltværelser består af ét rum med en dobbeltseng og mulighed for at lave op til to ekstra opredninger til børn, mens familieværelserne består af to separate rum med fælles entré og fælles badeværelse.
Pension
Opholdet er med All Inclusive, hvor dagens tre hovedmåltider serveres fra varieret buffet i hotellets restaurant, som ligger på første sal i hovedbygningen. Her er der mulighed for at side udendørs på terrassen og nyde måltiderne. Hotellet har sin egen køkkenhave og ynder at bruge mest muligt fra egen avl i buffeten.
Morgenbuffet: 8.00 – 10.00
Is (i poolbaren): 10.00 – 12.00 og 16.00-18.30
Frokostbuffet: 13.00 – 14.30
Aftenbuffet: 19.00 – 21.00
All Inclusive drikkevarer omfatter lokale mærker af kaffe, te, sodavand, øl, vin og spiritus, som er inkluderet indtil kl. 23.00.
Ind – og udtjekning fra hotellet
Indtjekning på værelset kan som regel først ske fra klokken 14.00 grundet klargøring fra forrige gæster. I enkelte tilfælde kan det lade sig gøre at få sit værelse tidligere. Såfremt dette er muligt, oplyses det ved ankomst til hotellet. På hjemrejsedagen skal værelset på de fleste hoteller forlades mellem kl. 11.00 og kl. 12.00. Ønsker du at beholde værelset i længere tid, skal du forhøre sig om muligheden direkte på hotellet. Kan dette lade sig gøre, må der forventes en ekstra betaling, som afregnes direkte med hotellet.
Miljøafgift i Grækenland pr. 1/1-2025
De lokale myndigheder i Grækenland har indført en miljøafgift på hotelovernatninger fra og med den 1. januar 2018. Afgiften betales direkte til hotellet ved check-in enten kontant eller med kreditkort og er ikke inkluderet i rejsens pris. Pris pr. værelse pr. nat varierer fra € 2 - € 15,00. Der vil derfor maksimalt blive opkrævet € 105,- og dette ved en uges ophold på et 5-stjernet hotel/lejlighed. Bemærk at rejseselskabets klassificering af hoteller kan adskille sig fra den officielle hotelklassificering, som ligger til grund for afgiftens størrelse.
Hvis der er mulighed for at vælge forskellige afrejsetidspunkter, kan du vælge dit ønskede fly herunder.

Evia er med sine godt 3.600 km2 Grækenlands næststørste ø og byder på alt fra sandstrand til storby. Øen er et oplagt valg for dig, der drømmer om at opleve Athen, men i virkeligheden trænger til en afslappende charterferie. Med kun 1,5 times kørsel til Athen er det oplagt at kombinere strandferien med en dagsudflugt eller to til den græske hovedstad.