29.10.2020, Airseven – nyt dansk flyselskab med fokus på charterbranchen.
Erfarne branchefolk står bag
Det er erfarne branchefolk, der står bag etableringen af et nyt dansk flyselskab med fokus på charterbranchen. Ejerkredsen består af Primo Tours koncernen samt en række mindre investorer, der alle har relation til luftfart.
”Det er måske et specielt tidspunkt – her i en omtumlet Corona-tid – at starte et nyt flyselskab op, men vi tror på, at der er plads til et mindre og ikke mindst fleksibelt flyselskab” siger direktør i Primo Tours Bjarke Hansen i en kommentar til etableringen, og fortsætter: ”vi tror at tiden er moden til forandringer og innovative løsninger i flybranchen, som vi har samarbejdet tæt med i mange år”.
Airseven er etableret i et tæt samarbejde med Copenhagen AirTaxi, som vil være både teknisk og operationelt ansvarlig for flyvningerne. Selskabet starter op med to Boeing 737-400 fly, der bliver leveret i slutningen af året. Hvert fly har plads til 168 passagerer.
Airseven vil fokusere på chartermarkedet, og har således allerede indgået et tæt samarbejde med den danske charterkoncern Primo Tours, der ud over Primo Tours også inkluderer SunCharter og Århus Charter, hvor Airseven vil flyve til en række sydeuropæiske charterdestinationer. Derudover vil selskabet også tilbyde kapacitet til øvrige kunder i charterbranchen, ad hoc charter samt ACMI markedet, hvor Airseven tilbyder fly med besætning for kortere eller længere perioder.
Klaus Ren – som har næsten 40 års erfaring i luftfartsbranchen fra blandt andet Maersk Air og Jet Time – vil stå i spidsen for den daglige ledelse af Airseven.
Klaus Ren udtaler ”Det er naturligvis en meget spændende opgave, der venter os, og jeg ser frem til samarbejdet med Copenhagen Air Taxi, som vi også deler kontor med i Roskilde Lufthavn. Vi er i gang med at rekruttere de første medarbejdere til den administrative del af organisationen, og begynder inden længe at ansætte flypersonale”.