Tyvstart sommeren med en billig ferie i maj. Se tilbud her.

Ministersnak skabte liv på Porto Santo

Turisme er ofte afgørende for lokal udvikling. Det har Primo Tours i den grad oplevet på Porto Santo, hvor den portugisiske regering blev involveret, da Ø-All Inclusive blev opfundet.

Når du finder et spændende nyt rejsemål, som praktisk talt ligger uberørt hen i en godlang periode hvert år, så er der plads til at lade de gode ideer blomstre. Det var lige nøjagtigt, hvad der skete, da Bjarke Hansen første gang satte foden på Porto Santo.

- Det undrede os, at alt reelt var lukket, da vi var hernede udenfor sæsonen, for øen ligger tæt på Madeira, hvor der i vinterperioden er masser af turister. På Porto Santo var der stort set kun portugisiske turister. Øen er for dem, hvad Skagen er for danskerne, men de kom ikke om vinteren. Det var et stort problem for de cirka 5.000 fastboende, der kun havde
arbejde halvdelen af året. Vi gav os derfor til at undersøge mulighederne, og så kom de gode ideer, fortæller Bjarke Hansen, som inden længe skulle blive involveret på højeste politiske niveau i Portugal.

- Ved et tilfælde passede mit besøg med, at den portugisiske premierminister kom til øen, men det var som udgangspunkt ikke muligt at komme til at tale med ham, men jeg kunne da sidde med ved et foredrag, og så muligvis få lov at følge turistministeren rundt på en gåtur i byen. Så jeg startede med at høre et foredrag på portugisisk, som jeg absolut ikke forstod noget af, lyder det med et grin fra Bjarke Hansen.

Hele øen arbejder sammen

På turen rundt i gaderne på Porto Santo fik Bjarke Hansen dog lov at snakke med turistministeren, og så tog tingene ellers fart. Faktisk gik samtalen så godt, at premierministeren blev inddraget, for de kunne lide de vestjyske ideer, som kunne bringe liv til en del af landet, hvor hjulene ellers stod stille.

- Det afgørende for mig var at bryde murene ned, så vi kunne tilbyde gratis adgang til golf, wellness, tennis og cykling som en samlet pakke, og det var en måde at samle hele øen på. Der var så meget godt, og jeg tænkte simpelthen, at det var en måde at lave et tilbud, som kunne sætte øen på kortet hos rigtigt mange danskere. Vi kan se, at det har ramt plet, for vores gæster er meget begejstrede, fastslår Bjarke Hansen, som også kan se den positive effekt, som tiltagene har haft på lokalsamfundet.

- Vi sagde til dem, at vi var klar til at indsætte et fly, hvis de var klar til at arbejde sammen, og vi har et fantastisk samarbejde i dag. Det er virkeligt noget, der betyder rigtigt meget for hele øen, og jeg kan rigtigt godt lide tanken om, at vi også bidrager de steder, hvor vi sender vores gæster hen. Så på den måde var det rigtigt godt givet ud, at jeg satte mig ned til et foredrag, som jeg egentlig stadig ikke helt ved, hvad handlede om.

Perfekt til træningslejr

For professionelle sportsudøvere er Porto Santo et godt alternativ, når den årlige træningslejr skal planlægges, og det endda til yderst konkurrencedygtige priser.

Det kuperede terræn giver gode muligheder for forskellige former for cykling og løb, og golfspillerne har selvfølgelig golfbanen at træne på. Men også for de professionelle håndboldspillere fra Mors/Thy, der til dagligt kæmper med i landets bedste herrerække, Primo Tours Ligaen, giver den portugisiske ø optimale rammer. For tredje år i træk har klubben således været på Porto Santo, og cheftræner Søren Hansen får udnyttet tiden maksimalt.

- Vi har en hård træningsuge i dejlige omgivelser. Ugen blev brugt på at gennemføre fire tunge styrkepas, tre håndboldpas og en håndboldkamp på 2 x 40 minutter mod det lokale ligahold fra Madeira SAD Andebol, som lå nummer syv i den portugisiske liga. Derudover cyklede vi ”Tour de Porto Santo” i bjergene, havde en del agility og yoga på stranden, turneringer i henholdsvis padeltennis og beachvolley samt en vandretur i bjergene. Der har selvfølgelig også været tid til afslapning, sightseeing, petanque og hvalsafari i havet omkring Porto Santo, fortæller Søren Hansen, der er sikker på, at det giver noget ekstra til spillerne.

- Udover det håndboldfaglige, hvor vi får mulighed for at træne på en anden måde end herhjemme, så er der det sociale, hvor spillerne er meget sammen. Det giver noget godt. Det er min oplevelse, at sådan en uge hurtigt rykker truppen tæt sammen, og fokus bliver rettet mod de næste 4-5 måneder, hvor vi skal præstere sammen.