Primo Tours udvider i Tyrkiet
Primo Tours tilbyder nu bureauets gæster et helt ny rejsemål i Tyrkiet, nemlig det skønne Marmaris på den Ægæiske kyst.
I titusindvis af danskere har Tyrkiet som deres foretrukne rejsemål. Dels har mange egen bolig dernede og dels vender mange charterturister tilbage til landet år efter år.
Det har hovedsagligt været Alanya, der hidtil har været danskernes foretrukne destination i Tyrkiet, men de senere år har mange også søgt uden for denne storby og til mindre byer og områder - bl.a. til den Ægæiske kyst, som med tiden har udviklet sig til et mondænt, internationalt turistmål.
Det har charterrejsebureauet Primo Tours set. Derfor kan bureauet i år for første gang tilbyde den maleriske havneby Marmaris som nyt rejsemål.
Enestående skønhed
”Vi er altid på udkig efter spændende rejsemål, og her har vi virkelig fundet et, som vi tror charterglade danskere vil sætte stor pris på. Marmaris og dens søskendeby Icmeler ligger ubetinget i noget af den smukkeste natur, Tyrkiet kan byde på. Man bliver både overvældet og forbløffet over den enestående skønhed, som området graciøst viser frem til sine gæster.
Det fortæller en begejstret direktør hos Primo Tours, Bjarke Hansen, som er sikker på at bureauets gæster vil falde pladask for det nye rejsemål.
”Det er jeg ikke i tvivl om, for det er et rigtig smukt og mondænt sted med små skærgårdsøer, der dukker op af havet, og med noget af det mest rene og turkisblå vand, som spejler sig i kystens bugter. Dertil kommer den 7 km lange sandstrand i Marmaris med den charmerende lystbådehavn. Her kan man beundre de lokale træskibe, som ligger side og side med de utrolige flotte lystyachts i millionklassen, som hver sommer strømmer til fra hele verden,” fortæller Bjarke Hansen og tilføjer, at marinaen i Marmaris er Tyrkiets største og regnes blandt de bedste i Middelhavet.
Bådture til Rhodos
Området ligger i øvrigt relativt tæt på flere øer i det græske øhav, og får man lyst til en lille udflugt til Grækenland, går der flere gange ugentligt bådture fra Marmatis til Rhodos.
Primo Tours flyver direkte til lufthavnen i Dalaman, hvorfra der er ca. 1t og 30 min buskørsel til Marmaris og Icmeler.