Tyvstart sommeren med en billig ferie i maj. Se tilbud her.

Malta

Solrig Middelhavsperle med gyldne sandstrande og historiske byer

 

Info om Malta

På denne solrige Middelhavsperle venter der dig gyldne sandstrande, blå laguner, historiske byer og gastronomi i verdensklasse. Malta er med sit subtropiske klima helt ideelt til en solskinsferie, da øen byder på mere end 3.000 årlige solskinstimer – så ønsker man at tyvstarte eller forlænge sommeren, er øen helt oplagt.

Læs mere

MALTA

På denne solrige Middelhavsperle venter der dig krystalklart vand, blå laguner, historiske byer og gastronomi i verdensklasse.

Den smukke Middelhavsø ligger i det sydligste af Europa, lige under Sicilien, og med kun 3,5 times flyvning, er solskinstimerne ikke langt væk. Malta er med sit subtropiske klima helt ideelt til en solskinsferie, da øen byder på mere end 3.000 årlige solskinstimer – så ønsker man at tyvstarte eller forlænge sommeren, er øen helt oplagt.

Malta er en ø-stat, som består af tre beboede øer; Gozo, Camino og hovedøen Malta samt flere mindre ubeboede øer. Vores hoteller ligger på hovedøen, Malta, som på trods af sine kun 246 km2 (ca. halv størrelse af Bornholm), har oplevelser ventende i hobetal. Middelhavsøen byder nemlig på alt lige fra sandstrand, turkisblåt hav, billedskønne laguner og imponerende natur til en spændende og rig historie, pulserende byer og gastronomi i verdensklasse.

Gyldne sandstrande og blå laguner i hobetal

Den solbeskinnede Middelhavs-perle byder på noget af Europas reneste badevand, og flere steder på øen samt de omkringliggende øer, findes gyldne sandstrande og imponerende klippestrande. Vandet omkring øen er helt ideelt til at snorkle og gå på opdagelse under havets overflade, hvor der findes både undersøiske huler, rev og vrag fra 2. verdenskrig.

Øens længste og mest børnevenlige sandstrand er Mellieha Bay, hvor der oftest er helt vindstille og vandet gradvist bliver dybere. Her er rig mulighed for vandsportsaktiviteter og det er nemt at komme hertil.

På Maltas nordkyst ligger den lille sandstrand, Paradise Bay, som med sin skjulte beliggenhed inde i en bugt, må siges at være det rene paradis for strandløverne. Også på øens nordvestkyst ligger den velbesøgte sandstrand Golden Bay.

På naboøerne, Gozo, og den lille ø, Comino er der også mange smukke strande at opleve. På Comino findes den populære Blå Lagune, som med sit krystalklare vand egner sig rigtig godt til både dykning med snorkel eller iltflaske.

Historiske seværdigheder på Malta

Malta byder på en lang og spændende historie, og man kan bl.a. opleve gamle middelalderbyer, mægtige paladser og historiske monumenter. Øen har nemlig gennem tiden, pga. sin attraktive placering i Middelhavet, været samlested for handelsrejsende og adskillige erobrere, som har belejret og koloniseret øen. De mange forskellige folkeslag, såsom pirater, føniker, romere, arabere, korsriddere, franskmænd og britere har efterladt tydelige spor rundt omkring på øen, så vi kan varmt anbefale, at man går på opdagelse i de imponerende aftryk fra den svundne tid.

Du skal ikke bevæge dig særlig langt, før du vil finde store monumenter over fønikernes vandcisterner, Malteserriddernes fæstninger, paladser, borge, katedraler, romerske mosaikker og store barokpladser. De imponerende gamle bygningsværker har bl.a. lagt scene til flere kendte film og serier, såsom Game of Thrones og Gladiator.

Under 2. verdenskrig var Malta udsat for utallige bombardementer, og også herfra vil man kunne opleve historiske levn såsom flere vrag, der gemmer sig under havets overflade.

Det er generelt nemt at komme rundt på øen, da afstandene til de forskellige seværdigheder er korte. Hop på en af de lokale busser, praj en taxa eller spørg din danske rejseleder til råds i forhold til eventuel billeje. Vær opmærksom på at man på Malta kører i den modsatte side af vejen.

Farverige og historiske byer på Malta

De charmerende byer ligger som perler på en snor, og fælles for alle er de farverige fiskerbåde, de små vinmarker og de hyggelige, smalle gader. Især middelalderbyen, Valletta, som er øens hovedstad, er et besøg værd. Her finder du alverdens hyggelige stræder, gode shopping-muligheder, det velbesøgte stormesterpalads og masser af muligheder for at nyde et godt måltid mad.

Også øens første hovedstad, Mdina, som meget vel kan betegnes som et levende museum, er et besøg værd. Byen er omkranset af gamle fæstningsværker fra fønikernes tid og byder på en helt magisk atmosfære med middelalderlige huse og pladser. I Mdina kan man også finde ”krigsrummet”, hvor man under 2. verdenskrig traf beslutningerne om Maltas forsvar 45 meter under jorden.

Lige ved siden af Mdina, finder man den gamle charmerende by, Rabat, hvor smalle gader og hyggelig stemning er i fokus. Her er især de udgravede katakomber værd at gå på oplevelse i.

Også området "The 3 Cities" er et besøg værd. De tre byer ligger alle med udsigt til hovedstaden Valetta, og byder på en rig og spændende historie, som tydeligt kommer til udtryk rundt omkring i bybilledet. De smalle, charmerende gader ligger op til en eventyrlig gåtur, hvor du bl.a. kan se hvor korsridderne i sin tid boede. Men giv dig god tid, for gaderne er designet så fremmede vil fare vild i labyrintgaderne. "The 3 Cities" har også hver deres hyggelige bugt med farverige fiskerbåde og hyggelige restauranter og caféer. 

Søger du flotte feriebilleder, skal du lægge vejen forbi fiskerbyen Marsaxlokk, som ligger på Maltas sydøstlige kyst. Her ligger de kendetegnende maltesiske fiskerbåde spredt ud over hele havneområdet, og de mange farver bibringer til den fantastiske atmosfære langs hele havnepromenaden, hvor der findes et utal af restauranter og caféer samt et lokal marked med alverdens varer.

Et besøg i den store katolske Dome i byen Mosta, er bestemt også en storslået oplevelse.

Ferieområder på Malta

Vores hoteller på Malta ligger i flere forskellige ferieområder, så vi kan sikre, at der er noget for enhver smag alt efter om man er til sandstrand, byliv eller noget helt tredje. Uanset hvilket hotel, man vælger, vil man, pga. de korte afstande på øen, aldrig være langt fra de store seværdigheder.

Mellieha og Marfa Bay ligger på den nordligste del af Malta, og det er også i dette område man finder øens længste og mest populære børnevenlige sandstrand, Mellieha Bay. Her bor man tæt på færgeafgangen til Gozo og Comino samt Mellieha by, som er en kuperet og hyggelig by med charmerende restauranter og den flotte Parish kirke, der stråler storslået ud over bugten. I samme områder finder man også den mindre skjulte sandstrand, Paradise Bay, som ligger godt gemt inde i en bugt. Fra disse områder har man ca. 30 minutters kørsel til den gamle hovedstad, Middelalderbyen Mdina og Rabat, mens øens hovedstad, Valletta og "The 3 Cities" kan nås indenfor 1 times kørsel. I dette område kan du bo på enten det hyggelige og familievenlige Labranda Riviera Hotel & Spa eller det større, familievenlige hotel Seabank Resort & Spa.

Det næste ferieområde ligger ved St. Pauls Bay. Et område der blandt de lokale også er kendt som Bugibba. Dette område er et hyggeligt, lille turistområde med restauranter, souvenirbutikker, is mm, hvor det lille torv er byens samlingspunkt. I dette område kan du bo på enten lejlighedshotellet AX Sunny Coast Resort & Spa, det nyligt opførte AX Odycy eller det familievenlige San Antonio Hotel & Spa.

Det livlige St. Julians ligger med en skøn, lille anlagt sandstrand og området er mest kendt for sit livlige natteliv med diverse barer, diskoteker og store kasino. I dette område kan du bo på det 5-stjernede hotel InterContinental Hotel, som byder på eksklusive detaljer og faciliteter.

I forlængelse af St. Julians finder du Sliema, som er et hyggeligt område med masser af restauranter og shoppingmuligheder, hvor du finder rigtige butikker og et stort center med bl.a. velkendte butikker som Mango og Zara. I dette område kan du bo på det charmerende Cavalieri Art Hotel med en skøn udsigt til byen eller byhotellet Preluna Hotel & Spa.

Gastronomi i verdensklasse

Malta byder på en spændende gastronomi og du kan se frem til rigtig gode smagsoplevelser på ferien. Det maltesiske køkken er inspireret af hele Middelhavsområdet, hvorfor især friskfanget fisk og skaldyr kan anbefales. Man kan nyde alt fra en græsk-inspireret meze, en spansk-inspireret antipasti eller britisk-inspireret afternoon tea. På Malta anses snegle og kanin desuden som en specialitet, som bestemt er værd at prøve.

Det er ikke blot os, der kan sige god for maden på Malta. Øen har nemlig intet mindre end 31 restauranter, der på den ene eller anden måde er anbefalet i Michelin-guiden.

Besøg de nærliggende øer Gozo og Comino

Sammenlignet med Malta er naboøen, Gozo, mere kuperet og frodig, og samtidig er tempoet skruet helt ned og man føler at man er taget et par årtier tilbage i tiden. Her kan man tage på eventyr og lægge vejen forbi den grotte, hvor Odysseus blev holdt som kærlighedsfange eller tage sig en svalende dukkert ved Ramla Bay, som er den mest populære strand på øen.

Comino er den lille, anden naboø. Her ligger den kendte Blå Lagune, som du ikke må gå glip af at opleve, hvis du tager på ferie på Malta. Her er den hvide sandbund med til at give vandet dets klare azurblå farve, som skinner krystalklart i solens stråler.

Værd at vide om rejsen til Malta

Ankomstlufthavn
Vi flyver til Malta International Airport. Fra lufthavnen til hotellerne mellem 30-55 minutters kørsel alt efter hvilket hotel, man vælger.

Valuta
På Malta anvendes euro. 1 euro svarer til ca. kr. 7.50,-

Kreditkort
Kreditkort kan anvendes på de fleste hoteller, restauranter samt i øens butikker. Rundt omkring på øen findes hæveautomater. Udflugter kan betales i euro og danske kroner.

Sproget
Det nationale sprog er maltesisk, men engelsk har også status som officielt sprog. Mange maltesere taler desuden italiensk.

Klima
Med sit subtropiske klima med milde vintre og varme, regnfattige sommermåneder byder Malta på mange solskinstimer. Det anbefales altid at bruge solcreme - også selvom der er overskyet.

Kørsel
På Malta er der venstrestillet kørsel, hvorfor man kører i den modsatte side af vejen sammenlignet med herhjemme.