Hun solgte den første rejse
Katrine Wolff var egentlig på vej til at læse til pædagog, men et opkald fra Bjarke Hansen ændrede kursen. Nu kan hun fejre 10 år sammen med Primo Tours.
Da telefonen første gang ringede hos Primo Tours, fordi en kommende gæst ville bestille en rejse, var det Katrine Wolff, der sad med røret i hånden. Det var dagen efter åbningen, og glæden var stor, da den første bestilling var i hus, fordi tvivlen selvfølgelig lurede, når nu det var et helt nystartet rejsebureau.
Vi var godt nok lidt pressede, for vi sad og var totalt klar, men der skete ikke noget. Vores system bestod af gule lapper, for booking-systemet var knap nok oppe at køre, og det er ret vildt at tænke tilbage på. Vi har været igennem en vild udvikling, og det er fedt at have været med helt fra starten til nu, hvor alt kører, og hvor vi har et topmoderne system, beretter Katrine Wolff, som egentlig havde sagt farvel til rejsebranchen, fordi hun ville til at uddanne sig som pædagog. Et opkald fra en tidligere kollega ændrede dog planerne, og inden længe var hun kastet ud i et nyt eventyr.
Jeg havde Bjarke i røret, og han syntes ikke, at jeg skulle i gang med at læse, og hans tilbud lød helt ærligt mega spændende. Derfor blev det Primo Tours i stedet, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde bliver pædagog, for jeg kan godt lide min hverdag, hvor der hele tiden sker noget nyt. I starten lavede vi alle sammen alt muligt. Jeg tog telefonen, solgte rejser, stod for vores katalog og meget mere. Så havde jeg nogle år, hvor jeg mest af alt var ferierådgiver, og nu sidder jeg med vores servicesager, forklarer Katrine Wolff, der altid prøver at give gæsterne en god oplevelse, selvom de har oplevet noget, der ikke gik helt efter planen.
En god snak
Generelt synes jeg nærmest altid, at vi får løst tingene, for der sker selvfølgelig fejl undervejs. Vi prøver at tage os ordentligt og redeligt af folk, og vi tager hånd om det, når der er noget, der ikke lever op til vores niveau. Det tager vi en god snak om, og det hjælper meget, når vi tager det i øjenhøjde, siger Katrine Wolff, som har den store fordel, at hun ofte selv kender destinationerne ganske godt.
Jeg har været på Meganisi 3-4 gange, og den er jeg ret vild med, men jeg har også været på ferie i Sivota flere gange. Jeg er vild med de små, autentiske steder, hvor der er stille og roligt, selvom jeg har to børn med. Min mand er slet heller ikke til de steder, hvor sælgerne hiver fat i dig, så der passer vores destinationer bare godt til os. Min sommerferie går næste gang til Paleros, men jeg skal også prøve at have familien med til Halkidiki, hvor jeg selv har været nede og se det hele.