Sivota
Sivota "Det Græske Caribien" er en lille charmerende kyst- og ferieby med virkelig hyggelig havnepromenade med barer, restauranter og souvenirbutikker

Fakta

  • Den Græske Riviera
  • Hyggelig havne promenade
  • krystalklart vand
  • Græsk lokalmiljø
  • Gode snorkling muligheder
Sivota
Sivota "Det Græske Caribien" er en lille charmerende kyst- og ferieby med virkelig hyggelig havnepromenade med barer, restauranter og souvenirbutikker

Fakta

  • Den Græske Riviera
  • Hyggelig havne promenade
  • krystalklart vand
  • Græsk lokalmiljø
  • Gode snorkling muligheder

Strande i Sivota

I Sivota findes mange små bugte med dejlige strande. Strandene i området er en blanding af sand, sten og krystalklart vand.

Der findes noget for enhver smag, uanset om man er til et fredeligt paradis, eller en populær strand med strandbar. Mange af strandene kan man køre til, og andre kommer man lettere til med båd. På de følgende sider, kan I læse mere om hver enkelt strand.

På strandene kan det være en god idé at anvende badesko, da der ved flere strande er sten/grus.

Ud over de nævnte findes utallige små strande, som I kun kan komme til fra vandsiden. Hvis I har lyst til at finde Jeres egen strand, så kan I på siderne angående bådleje finde gode muligheder for transport.

Herunder vil vi give en kort præsentation af strandene i området omkring Sivota. Først dem man kan komme til på gåben, og derefter dem vi anbefaler at køre til i bil.              

Strande i gåafstand fra hotellerne

Nord for Sivota ligger tre strande, som er i gåafstand fra alle hotellerne. Den yderste strand, Dei, ligger omtrent 1,5 km nord for Sivota centrum, og har en god udsigt til øen Agios Nikolaos. Der findes en lille kiosk ved stranden, og der er mulighed for parkering, hvis man er i bil. Herfra kan man gå ind mod byen, hvor man vil komme til den næste strand, Zeri. Her findes i højsæsonen både vandrutsjebaner, en pool, samt en poolbar, hvor man kan nyde kølige drikkevarer. Nede på stranden er der en lang badebro, hvorfra der er gode muligheder for at snorkle. Tættere inde mod Sivota ligger den lange småstensstrand, Gallikos Molos, hvor der er flere restauranter, og en fantastisk solnedgang om aftenen.

Ved at gå ud langs molen i Sivota, finder man en sti, som fører ud til alle tre ovennævnte strande. Selvom man måske ikke ønsker at bade, er det en virkelig skøn gåtur i både dags- og aftenstimerne.

Syd for Sivota, i gåafstand fra Albatros Hotel, ligger den lille, hyggelige familiestrand, Zavia. Stranden er ikke så stor, og den ligger inde i en bugt, men charmen er ikke til at tage fejl af i de fantastiske omgivelser. Her findes desuden også en kiosk.

Bella Vraka er en af de mest populære strande i Sivota, så især i juli og august er der godt fyldt op. Her er gode vandsportsmuligheder og dejligt badevand. Der er så lavvandet her, at I nemt kan gå ud til den lille ø, der ligeledes hedder Bella Vraka, som ligger lige ud for stranden. Det er en god idé at benytte badesko, da der kan forekomme en del sten. Desuden er det ikke muligt at købe mad og drikke her, så vi anbefaler at medbringe en lille madpakke og noget vand.              
Går man over på øen, vil man finde en lille sti helt nede ved vandkanten, som fører hen til en lille strand to minutters gang derfra. Der står et lille skilt med teksten ”Sunbathers Beach”, som kan være svært at se.

Karvouno er stranden for Jer, som gerne vil have en strand, der har en lidt mere luksuriøs atmosfære over sig. I en lille bugt ligger Karvouno stranden i læ, så man rigtig kan slappe af i vandkanten, mens man nyder den fantastiske udsigt. Og hvorfor ikke forkæle Jer selv med et besøg på den tilstødende restaurant, eller måske en drink i den hyggelige strandbar?                 

Strande i køreafstand fra Sivota

Den sydligste strand ved Sivota hedder Agia Paraskevi. Når man kommer til området, møder man først en mindre strand, men vi anbefaler, at man kører 100 meter længere ned ad vejen til den større og utroligt fine småstensstrand. Her er en smuk udsigt til en lille, ubeboet ø, som giver læ, og gør vandet meget roligt ved stranden. Der findes desuden en strandbar, som både tilbyder drikke og snacks.

Den næst sydligste strand ved Sivota er Mega Ntrafi, som ligger i en mindre bugt, og som også er en hyggelig strand. Her er gode muligheder for at snorkle langs klipperne, og måske udforske den lille grotte.

Tættere på Sivota finder I Mikri Ammos, som ligger få minutters kørsel fra Mega Ammos. Navnet betyder ”lille sand”, og her er der en mere eksklusiv atmosfære med store strandsenge, sækkestole samt loungebar. Det er nemt at parkere her.

Den sidste strand, Mega Ammos, er en af de største strande i området. Her er volleyball, restauranter og ikke mindst en flot udsigt. Strandbunden er varierende, med både småsten og større sten. Der er gode parkeringsmuligheder.

Med båd      

Pisina ”Den blå lagune” er en rigtig lækker strand, som man dog kun kan komme til med båd. Der sejler både fra havnen hver time, som kommer forbi i fast rute. For at komme helt ind til stranden, skal man ned i vandet, men båden kommer så tæt på stranden, at vandet kun vil gå til omkring knæene. Der er ikke mulighed for at købe mad eller drikkevarer, så husk at medbringe selv.